Jeg besøgte Jax’ Charity Subathon for Røde Kors i december. Fire dages stream, 24 timer i døgnet, fra en container på Rådhuspladsen i København.
Da jeg kom, stod tælleren på 80.000 kr. Fem timer senere, da jeg gik, stod den på 250.000 kr. Chatten og vi samlede altså 170.000 kr. ekstra ind på fem timer.
Et af øjeblikkene husker jeg tydeligt: Vi ramte 200.000 kr. og havde én time tilbage til midnat. Vi aftalte, at hvis vi nåede 250.000, ville vi synge Queens “Don’t Stop Me Now” på karaokebar, for chatten ville se Jax synge igen. Klokken 00.00 ramte vi målet. Klokken 00.30 stod vi på The Old Irish Karaoke Bar, og jeg sang selvfølgelig med.
Jeg har kæmpe respekt for, hvad Jax og Twitch kan. At få så mange mennesker i gang på så kort tid er imponerende. Og husk: Jax får ikke en krone for det. Alle pengene gik til Røde Kors, og i alt blev det til over 1,3 mio. kr.
Og en ting, jeg lærte: Får du et W i chatten, synes de, du er fed.
