Nicolai Vittrup

← Alle tanker

Tanker, 25. oktober 2026

Hvad er en iværksætter?

Nicolai Vittrup, vært på podcasten Den Nye Standard

Hvis jeg skal sige det i én sætning, er en iværksætter en, der har lyst til at skabe noget selv.

Størrelsen er ligegyldig. Det samme er, hvad virksomheden er værd, og om der sidder en investor i ryggen. Det, der tæller, er lysten til at bygge noget, der ikke fandtes, før du lavede det.

Jeg har været iværksætter i 11 år, og jeg har haft 41 gæster i min podcast, Den Nye Standard, som har over 150.000 afspilninger. Undervejs er min definition blevet kortere. Den er også blevet en anden.

Fra Løvens Hule til en sund forretning

Da jeg startede, handlede det mere om at tjene mange penge. Den vibe, der var omkring det at være iværksætter, var meget Løvens Hule: Hvor meget er din virksomhed værd? Ikke så meget, om det var en sund og god forretning.

I dag tror jeg på noget andet. Du skal have en god, sund forretning med ordentlige vilkår for dine medarbejdere, og du skal levere et sindssygt godt produkt til dine kunder. Så kommer alt det andet af sig selv.

Derfor er en pizzamand også iværksætter for mig. Du behøver ikke bygge en stor virksomhed for at være det.

41 gæster og én ting til fælles

I Den Nye Standard mødte jeg 41 forskellige typer. Mennesker, der var gode til vidt forskellige ting og tænkte vidt forskelligt.

Det, de lærte mig, er, at bagsiden af medaljen er en del af det at være iværksætter. Du skal igennem hårde tider, og en gang imellem skal du tage nogle kampe, som ikke er særlig sjove.

Der findes mange typer iværksættere. Det, jeg så hos dem alle, var, at de er rigtig gode til at gøre de dage tålelige. De ved, at efter en regnvejrsdag kommer solen frem igen.

Det var også derfor, jeg startede podcasten. Til Ditte Julie Jensen i afsnit 6 sagde jeg (lyt ved 36:14):

“Hvordan kan man få folk til at åbne sig op omkring det, som er svært? Fordi det inspirerer mere mennesker, tror jeg på, end det med bare at sige: Prøv at se, hvor sindssyg god jeg er.”

Min egen type

Jeg er energisk, glad og positiv. Jeg elsker nye ting og er meget omstillingsparat. Jeg har enormt svært ved at kede mig, og jeg har svært ved, når noget går langsomt. Jeg elsker højt tempo, jeg elsker succes, og jeg elsker at mærke, at mine kunder bliver glade.

Mest af alt elsker jeg at skabe. Det er det bedste, jeg ved i hele verden.

Og så er jeg rigtig dårlig til strukturer.

Struktur er et nødvendigt onde

Det kan lyde mærkeligt, at en, der er dårlig til struktur, driver et bureau. Selvom jeg gerne vil sige, at jeg ikke går op i struktur, går jeg enormt meget op i det. Det er midlet til at komme langt, og man kan ikke komme uden om det.

Struktur er det, der gør, at du hver dag ved, at du tager de rigtige beslutninger og prioriterer rigtigt. At du ved, hvorfor noget sker eller ikke sker. At du husker at skrive tingene ned og husker at kalenderføre.

Privat er jeg en tidsoptimist, og jeg glemmer ting. På arbejdet ved jeg, at det vigtigste er, at der er ro på og styr på tingene. Så jeg presser mig selv til det.

AI husker det, jeg glemmer

Her har AI ændret rigtig meget for mig. Den AI, jeg arbejder med hver dag, kender mine samtaler og ved, hvad jeg har lavet i denne uge. Min måde at tænke på bliver skrevet ned, så jeg kan huske, hvorfor jeg valgte én ting frem for en anden. Jeg har langt mere struktur i dag, fordi den husker for mig.

I gamle dage var jeg mere sårbar. Hvis jeg glemte at skrive noget ned eller glemte at ringe til en kunde, så var det mig, der havde glemt det. Jeg havde ikke rigtig nogen til at minde mig om det.

Det gælder ikke kun mig. I Amplify er vi gået over til at arbejde AI-first, så vores folk kan bruge tiden på strategi, kreativitet og kunderne.

Så hvad er en iværksætter?

En, der har lyst til at skabe noget selv. Ikke en bestemt størrelse, en bestemt type eller en investor i ryggen.

Og lysten har aldrig været nemmere at følge. I dag kan du bygge den første version af et produkt med AI, uden at du selv kan kode. Jeg byggede selv den første version af et dashboard til en kunde på bagsædet af en bil på vej til Bornholm. Det svære er stadig at blive færdig, og det har jeg skrevet om i Med AI er det svære ikke at bygge.

Er du i tvivl, om det er noget for dig, har jeg skrevet om, hvad det kræver, i indlægget om at være selvstændig eller lønmodtager. Og vil du høre resten af historien, fortæller jeg den i mit foredrag om iværksætteri. Har du allerede betalende kunder og vil have sparring, kan du også pitche din virksomhed for mig.

Flere tanker