Under Jax’ Charity Subathon for Røde Kors blev jeg spurgt, om jeg ville donere en forretningsmiddag. Det blev til en lille auktion mellem mig, Jax og chatten, og vi endte på 5.000 kr. pr. person. Andreas, Erik og Martin hoppede på og betalte endda mere end aftalt. Det blev 16.000 kr. til Røde Kors.
Så mødtes vi. Jeg havde bedt Jax om at komme som surprise og fortælle om livestreaming, hvor underholdning bevæger sig hen, og hvordan han arbejder med community i realtid. Benjamin fra Mad & Kaffe kom også og talte om værdien af stærke kundeoplevelser og om, hvordan deres løbeklub, M&K Running, er blevet en af de vigtigste dele af brandet.
Vi sad sammen i flere timer. Delte røverhistorier, gode råd og erfaringer. Tre mennesker vidt forskellige steder på deres iværksætterrejse. Fælles for dem var lysten til at lære, lytte og investere i noget, de ikke på forhånd vidste, hvad var.
Det er den slags aftener, jeg håber, der kommer flere af.
