Til daglig driver Ditte Julie kageuniverset By Ditte Julie. Her sætter hun nye standarder i kagebranchen med kreativitet og innovation. Hun er gået fra at bage kager til at være en succesfuld forretningskvinde med bestyrelsesposter og egne bootcamps for iværksættere.
Vi taler om Ditte Julies start i Den Store Bagedyst, hvor hun stillede op uden planer om at gøre sin hobby til sin levevej. I dag er Ditte Julie bevidst om, hvad hendes eget personlige brand er værd, og hvor hun vil hen med det.
Ditte Julie har mange hatte på, og kalenderen er så fyldt, at de fleste ville blive stressede. Ditte Julie trives i sit travle liv, fordi hun laver det, hun elsker, og hun henter sit overskud i syv minutters meditation og en løbetur hver dag.
Vi har en samtale om, hvad der gør det sjovt eller holdbart at være iværksætter. Ditte Julie mener, at man tidligt skal erkende, hvad man ikke er god til, og så hurtigt som muligt ansætte sig ud af det.

Ditte Julie fortæller, at det er vigtigt at kende sine styrker og svagheder og bruge sin energi der, hvor man får mest energi tilbage. Hun har også sat sig et mål om at huske at træde et skridt tilbage, se sig selv udefra og være stolt af det, hun har skabt og opnået.
Ditte Julie tillægger mental sundhed en stor værdi og bruger meget energi på det. Hun er meget bevidst om, hvor hun henter sin energi, og hvordan hun lader op. For hende er en vigtig del af mental sundhed at kunne reflektere over sit in- og output og over sine relationer.
Vi taler om bagsiden af medaljen, og om hvad der kan være svært som forretningsdrivende og mor til to. Ditte Julie er enormt selvkritisk, og det er både en styrke og en svaghed. Det kan også være svært at finde balancen mellem privatliv og arbejdsliv. Den sværeste rolle hun har i sit liv, er rollen som mor, men også den mest givende.
