Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 15

Sophie Bohr Grønbæk

Co‑founder og CEO i Undo

LinkedIn
Sophie Bohr Grønbæk, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 15 har vi besøg af CEO og co-founder i forsikringsvirksomheden Undo, Sophie Bohr Grønbæk. Sophie gæster studiet til en samtale om springet fra hjerneforsker til leder af en tech-startup i forsikringsbranchen, og om hvordan hun har skabt Undos særlige virksomhedskultur.

I denne episode har Den Nye Standard besøg af direktør og medstifter af forsikringsvirksomheden Undo, Sophie Bohr Grønbæk. Vi taler om at tænke forsikring på en ny måde, og om hvordan hun har skabt en anderledes virksomhedskultur med en nærværende ledelsesform.

Sophie indleder episoden med at præsentere sig selv som en kvinde, der omfavner de nye, spændende og uforudsigelige muligheder. Det var den egenskab, der fik hende til at forlade sin vej som molekylærbiolog og i stedet springe ud i det usikre iværksætterliv.

Fundamental ændring af spillereglerne

Sophie ville hele tiden skabe disruption på et marked. Hvilket marked det var, havde ikke den store betydning. Det handlede om at finde et hul i et bestemt marked og arbejde ud fra det. 

Med sine analytiske evner udså hun sig forsikringsbranchen som den, der manglede en ny spiller. Det var her, de kunne gøre en forskel. Dette blev starten på Undo. Sophie lægger vægt på, at de er en tech-startup, der laver forsikringer og ikke et forsikringsselskab, der laver tech. Virksomheden består derfor af medarbejdere med en solid skabertrang og et umiskendeligt flair for tech, og det bærer den interne kultur også præg af.

Sophie Bohr Grønbæk og Nicolai Vittrup i podcasten Den Nye Standard
Fra samtalen med Sophie Bohr Grønbæk

I Undo værner man meget om kultur og ledelse. Sophie fortæller, at en af virksomhedens kerneværdier er, at de er en fed arbejdsplads for alle. Hos Undo har man altid produceret alt selv, og alt foregår inhouse. Det giver en ejerskabsfølelse og produkter, man kan stå inde for. Kunden er i fokus, når der udvikles produkter, og det skal være nemt at danne sig et overblik.

Sophie er stor fortaler for medarbejderudvikling, og hun er overbevist om, at dette gør, at de ansatte trives og har lyst til at være en aktiv del af Undo. Hun gør en dyd ud af at følge dem på deres rejse og at hjælpe dem med at opnå deres fulde potentiale. 

Væksten hos Undo er ikke til at tage fejl af, og ambitionerne følger med. Med 11.000 solgte bilforsikringer alene i år og en voksende præmiebestand er det ikke helt ved siden af, når Sophie spår, at Undo bliver en betydelig spiller i forsikringsbranchen inden for de næste par år.