Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 32

Alex Vanopslagh

Politiker og partileder for Liberal Alliance

Alex Vanopslagh, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 32 følger vi Alex Vanopslaghs politiske karriere. Alex deler sin livshistorie, fra den tidlige interesse for politik som barn til sit virke i dag som partileder for Liberal Alliance. Hør, hvordan Alex’ passion har formet hans vej.

I denne episode har vi besøg af Alex Vanopslagh, der er medlem af Folketinget og partileder for Liberal Alliance. Samtalen handler om hans politiske karriere, om at blive syg med stress, om hans udvikling som leder og om partiets vækst ved folketingsvalget i 2022.

Alex indleder samtalen med at beskrive sig selv som humoristisk, selvironisk, ustruktureret og passioneret. Egenskaberne har formet hans politiske karriere og den kultur, der i dag præger Liberal Alliance.

“Jeg skal ikke være politiker”

Alex fortæller om vejen fra den første interesse for politik til posten som partileder for Liberal Alliance. Alex fortæller, at hans opvækst ikke bar præg af politisk påvirkning, men at hans interesse for politik begyndte med en kærlighed til samfundsfag og debat. Alex uddyber, at hans opvækst var præget af en borgerlig retning og vestjyske dyder, hvilket han mener har været med til at forme hans værdigrundlag.

Alex meldte sig ind i Liberal Alliance Ungdom i 2011, blev formand for organisationen i 2014, vandt DM i debat i 2016 og blev partileder for Liberal Alliance i 2019. Alex fortæller, at hans politiske karriere har været udfordrende, lærerig, sjov og spændende, og at han i dag er taknemlig for at kunne leve af sin passion. Men tanken om at blive politiker var aldrig målet, da han meldte sig ind i Liberal Alliance Ungdom. Tværtimod var han dengang overbevist om, at han aldrig skulle være politiker.

Alex Vanopslagh og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Alex Vanopslagh

Syg med stress som følge af rollen som leder

Alex beskriver, at han ikke var en stærk leder, da han overtog Liberal Alliance, hvilket resulterede i en sygemelding med stress. Han mener selv, at det primært skyldtes en mangel på ledelseserfaring, der fik ham til at begå mange begynderfejl. Efter at have erkendt presset søgte han hjælp hos en erhvervspsykolog. Forløbet gav ham en sætning, han stadig bærer med sig: “Det er bedre at gøre de rigtige ting dårligt end at gøre de forkerte ting godt.”

I dag er Alex stærkt bevidst om den ledelsesstil, han ønsker at praktisere, og den kultur han vil fremelske i Liberal Alliance. For ham har det været vigtigt at sammensætte det rette team, sikre transparens og skabe et trygt rum uden frygt for konflikter, men med plads til udfordringer. Stressforløbet har lært ham at holde fri. Det er stadig svært for ham at være helt til stede, når han endelig lægger arbejdet fra sig.

“Du skal turde tabe for at vinde”

Samtalen fører os videre til et værktøj, som Alex har brugt gennem hele sit liv. Han fortæller, at han som barn dyrkede karate på et højt niveau, men kæmpede med præstationsangst. Gennem idrætspsykologi lærte han at anvende mental træning i form af visualisering. Under denne træning lyttede Alex til et bånd med sætningen: “Du skal turde tabe for at vinde”. Sætningen gav ikke mening for ham i mange år, men i dag har den en fast plads i hans arbejde som partileder.

Spurgt om, hvorfor Liberal Alliance er vokset så meget, peger Alex på flere ting. Blandt andet har Liberal Alliance turdet have en anderledes tilgang, fostret en kreativ og risikovillig kultur og kombineret humor og kreativitet i deres kommunikation.