Den Nye Standard har i denne episode besøg af Tobias Dybvad, som er komiker og producer. Vi taler om hans karriere som komiker, den personlige udvikling, der fulgte med, og om hvordan en drøm blev til en succesfuld forretning.
Tobias præsenterer sig selv som far og ægtemand, men også som en introvert og genert mand, der tager sit arbejde alvorligt. Det står i kontrast til, at han er komiker. Hvis branchen skulle beskrive Tobias, tror han, at de ville sige, at han er generøs og en stor idiot, men på den bedste mulige måde.
“Det var først, da jeg begyndte at lave Dybvaaaaad!, at jeg tog min karriere alvorligt og arbejdede målrettet”
I episoden tager Tobias os med fra komikerdrømmens spæde start til en succesfuld forretning. Tobias fortæller, at hans karriere skød hurtigt fart, og på bare tre år havde han nået en lang række milepæle. Han uddyber, hvordan han ved et tilfælde blev vært på programmet “Dybvaaaaad!”, som blev et vendepunkt i hans karriere. Programmet fik ham til at tage sit karrierevalg alvorligt og tændte en nysgerrighed for forretningen bag succesen.
Tobias fortæller, at hans mange erfaringer gennem karrieren nærmest har fungeret som en uddannelse i at være producer. I dag er han selv producer, og det er en stor drivkraft bag hans kreative udvikling. Desuden fortæller Tobias, at han er meget optaget af at opretholde momentum og ikke lade sig styre af frygten for, at ting forsvinder.

Work-life balance
Gennem episoden lægger Tobias stor vægt på, at han har gjort sig mange overvejelser om, hvordan man skaber balance mellem arbejde og privatliv. Han har selv i perioder været presset til det yderste med en overfyldt kalender.
Da han blev far, besluttede han at lukke hele kalenderen for firmaarrangementer for at være mere nærværende. Tobias uddyber, at han i dag stadig arbejder på at være nærværende og er bevidst om at være til stede med sin familie i off-season uden at haste af sted. Han fortæller også, at han reflekterer meget over de fejl, andre har begået i forbindelse med at balancere arbejde og privatliv, så han ikke begår de samme fejl.
Den positive tilgang til livet
Samtalen fører os videre til Tobias’ mindset og tilgang til livet. Han forklarer, at han kommer fra et hjem, der var præget af bekymringer. Derfor har han valgt at have en positiv tilgang til livet og lader sig ikke styre af den modstand, han møder. Tobias uddyber, at denne modstand fungerer som en drivkraft for ham til at blive bedre og udvikle sig.
At være en fantast kan til tider medføre urealistiske standarder, påpeger Tobias. Derfor er han heller ikke bleg for at dræbe et projekt, hvis ideen ikke bliver ordentligt forløst. For ham er det vigtigste, at det kilder i maven, for det er et tegn på passion.
