I dette afsnit sætter inspirational speaker Hardeep Dhanjal den nye standard. Til daglig giver han ærlige og positive budskaber videre til virksomheder, globale ledere, uddannelsessteder og sportsudøvere verden over.
Hardeep Dhanjal er inviteret ind for at fortælle sin inspirerende historie i Den Nye Standard, da han er et klokkeklart eksempel på mennesker, der taber som vindere. Det ved de bare ikke altid selv i første omgang.
Hardeep fik en kæp i hjulet, da hans livslange drøm om at blive international musiker brast, og han røg ned i et sort hul i tre år. En dag fik Hardeep øjnene op for ‘motivational speaking’, og fra den dag besluttede han at tage styringen over sin fremtid tilbage.
Hardeep ville ikke lade nedturene begrænse ham. Han vendte oplevelsen til læring, hvor drive, passion og ‘jeg-kan-overvinde-det-her’ blev hans mentalitet på vej mod toppen.
Vi taler om Hardeeps rejse og de op- og nedture, der har gjort ham til den speaker, han er i dag. På vejen kommer Hardeep med inspirerende anekdoter, så ingen lytter afslutter episoden uden et frisk pust af motivation og gåpåmod.
Vi lægger samtalen ud med Hardeeps motto “Succes kommer fra smerte”. Vi taler om den unge Hardeep, der søgte sin fars anerkendelse, og om hvordan musikken blev hans første vej til at bevise sin ‘level of greatness’.
Vi hører, hvordan Hardeep holder begge ben på jorden. Med hans egne ord er han en simpel gadedreng fra Farum, der i dag guider prestigefyldte ledere og globale virksomheder verden over. For hvordan ved Hardeep egentlig noget om god ledelseskultur?

Vi taler om troværdighed: kræver det en lang uddannelse, eller kommer viden indefra? Ifølge Hardeep kommer den indefra, hvis man tør se sig selv i øjnene, være hudløst ærlig og gå sit livs dybe kroge igennem for at lære af sine erfaringer.
Hardeep deler sine tanker om ledelse. Ifølge ham kommer de bedste resultater, når man tager sin personlighed med i førerrollen og selv lever efter de ord, man vil have medarbejderne med på. Og hvornår er man leder, og hvornår er man chef?
Under corona slog Hardeep sine egne rekorder, og han fortæller, hvordan han tog kontrol over en uvis situation og brugte den til at gøre sin forretning bedre.
Vi hører Hardeeps bedste ledelsesråd og taler om at turde gå ud af sin komfortzone og lade sit purpose drive viljen, så man ser muligheder frem for begrænsninger.
Til sidst hører vi om skyggesiden ved at sætte en ny standard. Hardeep har måttet vinke farvel til bekendtskaber med en tabermentalitet, fordi den ikke skulle stå i vejen for hans succes.
