Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 22

Brian Mikkelsen

Tidligere minister og direktør i Dansk Erhverv

LinkedIn
Brian Mikkelsen, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 22 har vi besøg af Brian Mikkelsen, der er tidligere minister og i dag direktør i Dansk Erhverv. Vi taler om ledelse og om skiftet fra politik til Dansk Erhverv.

Den Nye Standard har i denne episode besøg af Brian Mikkelsen, der er tidligere minister og nuværende direktør i Dansk Erhverv. Brian er blevet inviteret ind i studiet til en samtale om ledelse, skiftet fra politik til Dansk Erhverv og forudsætningerne for iværksætteri i Danmark.

Brian indleder interviewet med at præsentere sig selv som en nysgerrig, energisk, glad og initiativrig mand, der går op i at involvere sine medarbejdere i alle dele af virksomheden. Da Brian blev adm. direktør i Dansk Erhverv, overtog han efter eget udsagn en velfungerende organisation med succes. Siden har fokus været at højne kvaliteten og synligheden af Dansk Erhverv. Brian vil være en god leder og sikre, at det er sjovt og rart at komme på arbejde. Han har også taget redskaber med fra politik, som han bruger i ledelsen af Dansk Erhverv.

Skiftet fra politiker-Brian til erhvervs-Brian

Brian fortæller om skiftet fra 25 år i politik til jobbet som adm. direktør i Dansk Erhverv. Brian har altid interesseret sig for politik og skrev sit første læserbrev, da han var 12 år gammel. Valget om at skifte Christiansborg og regeringen ud med Børsen og Dansk Erhverv var derfor vanskeligt, og i første omgang mente Brian ikke, at han var klar. Men nysgerrigheden gav ham lyst til at prøve noget nyt, og han takkede ja til jobbet. Skiftet fra politik til Dansk Erhverv har heller ikke været uden udfordringer. Brian skulle vænne sig til et roligt tempo med fokus på strategi og planlægning. Som politiker og minister var han vant til hele tiden at være på og have en holdning til alt. En anden ny erfaring er forholdet til journalisterne. Som leder i erhvervslivet oplever han, at journalisterne interesserer sig for det, han siger, og ser ham som fagperson. Det var han ikke vant til som politiker.

Brian Mikkelsen og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Brian Mikkelsen

En rigtig leder

Brians vigtigste mål i dag er at være en konstruktiv leder med respekt for faglighed. Derfor får han input fra både den yngste og den ældste medarbejder i Dansk Erhverv. Han har aldrig læst en ledelsesbog, men bruger sin intuition og mener selv, at han er god til at læse mennesker. Det er vigtigt for Brian at være en rigtig leder og ikke kun leder på papiret. Han mener, at en rigtig leder skal skabe tryghed, stabilitet og klarhed for medarbejderne, hvilket Brian har højt på dagsordenen hos Dansk Erhverv. Derfor holder han 1:1-samtaler med alle nye medarbejdere.

“Iværksættere er frihedskæmpere, der ikke bare vil være lønslavere”

Ifølge Brian har vi to store problemer, når det kommer til iværksætteri i Danmark: kulturen og kapitalskatten. Brian foreslår, at iværksætteri kommer på skemaet i folkeskolen. Han mener også, at en lavere kapitalskat vil øge investeringerne og dermed fremme iværksætteri i Danmark. En vigtig del af dagsordenen hos Dansk Erhverv er at hjælpe iværksætteri i dansk erhvervsliv. Derfor har de blandt andet fokus på at øge antallet af kvindelige iværksættere, da det ifølge Brian kun er hver 8. kvinde, der bliver iværksætter. Alle iværksættere kan desuden blive gratis medlem af Dansk Erhverv. Dansk Erhverv har også fremsat en række forslag til regeringen i forbindelse med den kommende iværksætterpolitik.