I dagens afsnit har vi inviteret CMO hos Ofir.dk, Alexander Kragh, ind til en snak om iværksætteri og fremtidens rekruttering.
Alexander satte en ny standard i 2016, da han stiftede rekrutteringsbureauet Statum. Med en digital rekrutteringsproces tog Statum markedet med storm og gentænkte rekruttering. Men på trods af den gode start måtte Statum gå konkurs i 2020, da endnu en nedlukning ramte Danmark.
Alexander tager os med på Statums rejse: fra en strålende opstart, Løvens Hule og kampgejst til bunden af skattekisten, fyringer og at se realiteten i øjnene.
I dag sidder Alexander Kragh som CMO hos Ofir.dk, Danmarks ældste jobportal.
Vi stiller spørgsmålet: Hvorfor lige Ofir, og ikke et nyt startup? Alexander fortæller om sit valg og de overvejelser, der har hørt med, når man bevæger sig væk fra startup-verdenen og ind i en veletableret virksomhed.
Vi taler om, hvordan jobmarkedet ser ud for virksomheder i dag, hvor et stærkt employer brand er afgørende for at tiltrække nye medarbejdere. Alexander fortæller om rekruttering og målrettet markedsføring, og om hvorfor det er en svær marketingdisciplin at ansætte nogen, når efterspørgslen efter arbejdskraft er større end udbuddet.

Vi kommer ind på forskelle og ligheder mellem at være ansat og iværksætter, og Alexander fortæller, at Ofir.dk, på trods af at være Danmarks ældste jobportal, stadig har en iværksætter-agtig kultur og er i en fortsat vækstrejse.
Alexander Kragh kom ind som CMO i Ofir.dk med opgaven om at redefinere, hvad folk troede, tænkte og følte om Ofir. Hans tid som marketingansvarlig i Statum havde lært ham en del, og alligevel regnede han med, at det ville blive en svær opgave at ændre Ofirs image. For når man ikke har nogen uddannelse i bagagen, kan det være en stor mundfuld at overtage markedsføringen i en veletableret virksomhed.
Vi hører Alexanders tanker om uddannelse, og hvad man egentlig gør, når ens planer går i vasken, fordi man bliver afvist af sit drømmestudie. Ville Alexander have gjort det anderledes, eller er han glad for, at han ikke kom ind dengang?
Som et fast indslag vender vi bagsiden af medaljen og hører om Alexanders erfaringer fra et udfordrende forsøg på at sætte en ny standard i rekrutteringsverdenen.
