Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 40

Mads Nissen

En af verdens bedste fotojournalister

Mads Nissen, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 40 fortæller Mads Nissen om sit arbejde som fotojournalist. Vi taler om, hvordan Mads’ interesse for fotografi startede, og hvorfor han mener, at fotografiet har en unik evne.

I denne episode har vi besøg af Mads Nissen, der er en af verdens førende fotojournalister. Vi taler om fotografiets potentiale, om at vinde World Press Photo, og om hvordan man som fotojournalist navigerer i kaos og uvirkelige situationer.

Mads beskriver sig selv som intens, nysgerrig og passioneret, egenskaber, der driver ham til at udnytte livet til fulde, også i arbejdet. Bagsiden er, at han savner sin familie, når han rejser verden rundt for at dokumentere kaotiske og ekstraordinære begivenheder.

Et fotografi er en af de allerstærkeste måder vi kan kommunikere på

Mads Nissen i Den Nye Standard

En åbenbaring af muligheder

Mads har ikke altid vidst, hvad han ville med sit liv. Han fortæller, at han altid har været kreativ, men at han manglede en måde at udtrykke sin nysgerrighed over for andre mennesker og kulturer på. Før en ungdomsrejse til Venezuela købte han sit første kamera. I Venezuela gik det op for Mads, hvordan han kunne forene sin passion for politik, kreativitet og nysgerrighed.

Mads Nissen og Nicolai Vittrup ved mikrofonerne i studiet til Den Nye Standard
I studiet med Mads Nissen

Mads understreger, at han altid har været fascineret af dilemmaer og ønsker at dokumentere disse for at tilføre nye perspektiver. Han påpeger dog, at det ofte kan være farligt at dokumentere de største kriser og dilemmaer. Mads har været i mange farlige situationer. Man forsøger altid at forberede sig, fortæller han, selvom det er umuligt at vide præcis, hvad der venter, før man står midt i det.

“Jeg er den eneste i verden, der har vundet World Press Photo tre gange”

I episoden forklarer Mads, hvad billeder ifølge ham kan, som tekst ikke kan. For ham er billeder den mest kraftfulde form for kommunikation, der går direkte til hjertet. Mads er to gange kåret til World Press Photo of the Year, i 2015 og 2021. I episoden fortæller han, hvad han lægger vægt på, når han skal skabe et succesfuldt billede.

Mads understreger, at han ikke er drevet af at skabe succes. For ham er det vigtigere at skabe noget, der rækker ud over ham selv, og han er meget motiveret af at gøre en forskel. Han ser sig selv som en del af et større maskineri, en bevægelse, der begyndte længe før ham og vil fortsætte langt efter ham.

Mads Nissen og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Mads Nissen

Det at navigere i kaos

Mads befinder sig ofte i kaotiske, uvirkelige og sårbare situationer, hvilket kan gøre det vanskeligt at opretholde sin menneskelighed bag kameraet. Han pointerer, at det kræver, at man presser sig selv til grænsen for virkelig at gøre indtryk på folk, men dette medfører også en vis risiko. Mads forklarer, at han har været nødt til at udvikle strategier for sig selv, som gør det muligt for ham at navigere i selv de mest sårbare og kaotiske situationer.

Mads fortæller, at der har været situationer, hvor han har måttet trække sig, og at han ved, hvor hans grænser går. Han understreger, at han skal finde mening i sit arbejde og tro på, at det gør en forskel.

Se klippet fra samtalen på Instagram