Den Nye Standard har i denne episode besøg af Søren Le Schmidt, der er skrædder, designer og founder af brandet med samme navn. Vi taler om modebranchen, om at udfordre kreativiteten, om work-life balance, og om hvordan man skaber succes som designer i Danmark.
Søren beskriver sig selv som meget målrettet og dedikeret. Han arbejder altid hurtigt og udnytter alle timer i døgnet. For Søren er arbejdet også en passion og en hobby, og derfor bliver han aldrig træt af det, han laver. Det er vigtigt for ham, at kunderne føler sig hørt og set, og han nyder at skabe designs, der er syet til den enkelte kunde. For Søren har det vigtigste altid været at skabe en unik oplevelse for kunden frem for at masseproducere sit design.
Det første møde med kreativiteten
I episoden tager Søren os med på en rejse fra det første møde med kreativiteten til sin karriere i dag som en af Danmarks hotteste designere. Som seksårig syede Søren sit første jakkesæt, som han stadig har hængende på kontoret. Han fortæller, at bedsteforældrenes systue blev forvandlet til et sandt mekka, hvor Søren som dreng kunne dyrke sin kreativitet og udvikle sig. Søren voksede op i en familie fyldt med kærlighed og plads til at eksperimentere. Det at være den finurlige og skøre dreng i Vestjylland, der havde en anderledes fritidshobby end de øvrige jævnaldrende drenge, var derfor aldrig et problem. Søren har altid været af den overbevisning, at så længe man hviler i det, man laver, er andres holdninger ligegyldige.
Netop det at holde fast i det kreative burde det danske skolesystem blive bedre til at hylde, mener Søren. Ifølge Søren burde samfundet give børnene bedre forudsætninger for at dyrke deres kreativitet og holde den ved lige.

“Det at designe er nemt, det er alt det andet i at være selvstændig som er det svære”
Søren fortæller, at han selv er uddannet skrædder, fordi interessen altid har ligget i konstruktion. Da brandet var nystartet, opdagede Søren, at hans streg var meget grafisk, arkitektonisk og minimalistisk. Ifølge ham selv har det været med til at kickstarte hans succes, fordi det var nyt på den danske modescene, når det gjaldt design til den røde løber. Søren uddyber, at han valgte at uddanne sig til skrædder frem for designer, fordi han med det rigtige håndværk på plads lettere kunne tage alt fra hinanden og designe ud fra håndværkets regler.
Før Søren startede sit brand i 2018, læste han første del af uddannelsen som handelsøkonom. Han ville lære erhvervsjura og erhvervsøkonomi at kende, fordi han vidste, at det ville blive relevant som selvstændig. Søren uddyber, at han i dag har et team af dygtige mennesker omkring sig, der står for alt det, der følger med ved at være selvstændig, så han kan fokusere på sine stærke kompetencer: at være skrædder og designer.
“Fælleskalender er Guds gave til parforholdet”
Samtalen fører os videre til emnet work-life balance. For Søren har arbejdsugen nemlig ikke altid set ud, som den gør nu. Han fortæller, at inden han blev far, arbejdede han hver weekend, fordi det var lettest for kunderne. I dag, hvor han er blevet far, er der dog andre prioriteringer, der er vigtigere. Søren fortæller, at han og hans kone hver søndag laver en vagtplan over ugen med egen tid og fælles tid. På den måde får de livet til at gå op i en højere enhed hos familien Le Schmidt. Søren fortæller, at han er så glad for fælleskalenderen, at han omtaler den som Guds gave til parforholdet. Det giver struktur både privat og i arbejdslivet.
For Søren er der ingen tvivl om, hvilken prioritering der er den vigtigste. Familien kommer først, og derfor tager han heller ikke store projekter ind uden at have aftalt det med sin kone. Søren uddyber, at han elsker det, han laver, og at han er privilegeret, da hans hobby er hans arbejde, og det betaler huslejen. Han har altid været glad for at tage på arbejde, men derhjemme vil han være 100 % til stede. Derfor bliver computeren på arbejdspladsen ved lukketid.
