Nicolai Vittrup

René Holten Poulsen, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 37 går vi på opdagelse i René Holten Poulsens karriere, fra den spæde start med roning i Maribo Kajakklub til jagten på OL-guldmedaljen. Vi undersøger virkeligheden bag elitesporten og ser på, hvad det har krævet af motivation, mindset og drivkraft at nå dertil, hvor René er i dag.

I denne episode har vi besøg af René Holten Poulsen, som er elitekajakroer og har vundet VM tre gange, EM seks gange og olympisk sølv. Vi taler om hans karriere, om den motivation og drivkraft, det kræver at nå så langt, og om virkeligheden bag elitesporten.

René indleder samtalen med at beskrive sig selv som hårdtarbejdende, stædig og omsorgsfuld. Hvis hans konkurrenter skulle beskrive ham, mener han, at de ville sige, at de har stor respekt for ham, men naturligvis også at han kan være irriterende i konkurrencesituationer.

“Jeg har ikke haft oplevelsen af, at det her er jeg god til, men oplevelsen af, det her det bliver jeg god til”

I episoden tager René os med på en rejse gennem sin karriere, fra det første møde med roning i Maribo Kajakklub til drømmen om i dag at vinde OL-guld. René fortæller, at han som barn prøvede mange forskellige fritidsaktiviteter, men at han droppede alt andet inden for otte måneder, efter at han havde prøvet roning. Han forklarer, at hans opvækst har lært ham, at man kan blive god til alt, hvis man investerer de nødvendige timer i det. Derfor har han aldrig følt, at han var naturligt god til roning, men at det var noget, han kunne blive god til.

René fortæller, at han på kun seks år trænede sig op til at deltage i sit første OL. Det foregik samtidig med, at han uddannede sig til tømrer. Han uddyber, at man som Team Danmark-atlet skal tage en uddannelse for at modtage støtte. René er overbevist om, at man er nødt til at være fuldtidsatlet for at have succes, men påpeger også, at det kan være en svær balance at finde i Danmark.

René Holten Poulsen og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med René Holten Poulsen

Virkeligheden bag elitesport

René forklarer, at han som professionel atlet i Danmark er nødt til selv at finde sponsorer, hvilket kræver gode evner til at markedsføre sig selv. Han mener, at man godt kan blive en god atlet i Danmark. Men vil man helt til tops, kræver det en frihed, som den svære balance mellem arbejde og træning kan begrænse.

Desuden mener han, at der ikke afsættes penge nok til elitesport i Danmark. René observerer, at Danmark bruger langt færre penge på elitesport sammenlignet med andre lande, og han undrer sig over, hvorfor et velstående land som Danmark ikke har midler til at støtte op om dette område. Han påpeger, at mange danskere betragter sport som en fælles national skat, men de fleste er ikke klar over, hvad det virkelig indebærer at være elitesportsudøver.

Mindset, drivkraft og psykisk balance

Renés nuværende og ultimative drivkraft er ét enkelt mål: at vinde OL-guld. Denne personlige drøm motiverer ham hver dag til at træne effektivt og blive bedre. Han reflekterer dog over, at hans mindset og liv var lettere, da han som 19-årig deltog i OL for første gang. Dengang var han ikke tynget af nederlag, og han beskriver sit 19-årige jeg som designet til at ro stærkt. Alt, der kunne trække ham ned, sorterede han fra.

René betegner sig selv som et stort konkurrencemenneske, der ikke fatter konceptet med at give op. Det er simpelthen ikke en mulighed for ham. For ham består succes i at opnå resultater og lykkes med det, han har sat sig for, men det kræver balance. Denne balance har dog ikke altid været let for René at opnå. Han fortæller, at han efter en stor nedtur i 2016 kom til at overtræne og presse sig selv mentalt, hvilket ikke førte til positive resultater. Siden har han arbejdet med at tackle nedture, og i dag er han i psykisk balance og kan håndtere modgang anderledes end i sine yngre dage.