Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 30

Hermann Haraldsson

Co‑founder og CEO i Boozt

Hermann Haraldsson, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 30 har vi besøg af Hermann Haraldsson, som er co-founder og CEO i Boozt. Vi taler om at skabe Boozt.com, Nordens mest profitable netbutik.

Den Nye Standard har i denne episode besøg af Hermann Haraldsson, der er medstifter og direktør i Boozt. Samtalen handler om at skabe Nordens mest profitable netbutik, om virksomhedens investeringer i teknologi og om at lede med frihed under ansvar.

Hermann indleder samtalen med at præsentere sig selv som en venlig og anstændig mand, der går op i at opføre sig ordentligt og passe på sine nærmeste. Han beskriver sig også som disciplineret, ambitiøs og konkurrencedrevet, egenskaber han har taget med ind i erhvervslivet og i skabelsen af Boozt.com.

Sådan blev Boozt Nordens mest profitable netbutik

Hermann fortæller om vejen fra at overtage en synkende skude til i dag at have skabt Nordens mest profitable netbutik. Hermann fortæller, at han efter fyringen i Brøndby havde et ønske om at blive en del af en lille virksomhed i den digitale branche, hvor han kunne være medejer. Et håbløst projekt i Malmø skulle vise sig at blive starten på noget stort. Teamet bag Boozt valgte at bygge sin egen platform for at have 100 procent kontrol, og målet blev at lave et Magasin på nettet. Ifølge Hermann var Magasin dengang ikke overbevist om det digitale univers, og derfor så holdet bag Boozt deres snit til at skabe et online stormagasin.

Ifølge Hermann var Boozt i starten en techforretning, der lavede mode. I dag er de halvt tech og halvt e-handel. Hermann fortæller, at teamet bag Boozt hurtigt fandt ud af, at de blev nødt til at bruge teknologi til at løse deres problemer og få 100 procent kontrol. I dag har de skabt deres eget økosystem, fået kontrol over den vertikale værdikæde og investeret 1 mia. kr. i et automatisk robotlager, der sikrer dem effektiv arbejdskraft.

Hermann Haraldsson og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Hermann Haraldsson

Care-why-kultur og frihed under ansvar

Hos Boozt har de implementeret en virksomhedskultur med frihed under ansvar. Det betyder, at medarbejderne ifølge Hermann selv kan vælge, hvornår og hvor de arbejder, og hvor mange feriedage de har brug for. Men det er vigtigt for Hermann, at teamet også møder ind på kontoret, for et team kan man kun bygge sammen.

Kulturen i Boozt bygger på tre ord: freedom, trust og responsibility. Care-why-kulturen er ifølge Hermann det sidste trin i en ny medarbejders onboarding. For Hermann betyder care-why, at alle i teamet er fælles om tingene og behandler hinanden ligeværdigt, uanset stilling.

1.300 mennesker med 60 forskellige nationaliteter

Samtalen om virksomhedens kultur leder os videre til Hermanns virke som leder og CEO for 1.300 mennesker med 60 forskellige nationaliteter. Det sværeste som leder er for ham at acceptere, at han ikke kan gøre det hele selv. Hans vigtigste rolle er at være maskinmester og skabe de rette rammer, så medarbejderne kan præstere.

Hermann beskriver, at der er en stor forskel på den svenske og danske arbejdskultur, og at han derfor er glad for de 60 forskellige nationaliteter, der sikrer en god balance. Om sin ledelsesstil siger Hermann, at han prøver at være den samme, som han altid har været. Det driver ham at være afhængig af et team og at kunne stole på, at aftaler bliver holdt. Hermann fortæller, at der i Boozt er plads til at fejle, fordi alle fejler, men at det forventes, at alle yder en fælles indsats eller arbejder mod det fælles bedste.