Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 24

Jeppe Christiansen

Founder og CEO i Maj Invest

LinkedIn
Jeppe Christiansen, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 24 har vi besøg af Jeppe Christiansen, der er founder og CEO i Maj Invest. Vi taler om ledelse og samfundsforhold.

Den Nye Standard har i denne episode besøg af Jeppe Christiansen, som er CEO og founder af Maj Invest. Jeppe er blevet inviteret i studiet til en samtale om ledelse, Maj Invests investeringer og samfundsforholdene i Danmark.

Jeppe indleder interviewet med at beskrive sig selv som en fagnørd, der godt kan lide at drive virksomhed, og som er tålmodig. Han har fra barnsben haft lysten til at skabe sin egen virksomhed. Efter 10 år i finanssektoren fik Jeppe en idé om at skabe en virksomhed, der satte 100 procent fokus på analyse og faglighed. Han syntes, at der manglede en virksomhed med fokus på det langsigtede og det analytiske. Det, kombineret med interessen for økonomi og samfundsforhold, blev starten på Maj Invest.

“Det er vigtigt som leder at være sin rolle bevidst”

Jeppe fortæller om sine tanker om ledelse, og om hvilke værdier der er vigtige for ham i Maj Invest. Haldor Topsøe er for Jeppe et forbillede, når det kommer til ledelse. Han er inspireret af Haldors fokus på faglighed og fakta, to ting, Jeppe har taget med ind i sin egen virksomhed. Ifølge Jeppe er det en mangelvare i samfundet. Han mener, at alle har fokus på breaking news og at løse problemer hurtigt. Derfor har det været vigtigt for ham at skabe en kultur i Maj Invest, hvor der er fokus på faglighed og data først. Derudover er det vigtigt for Jeppe, at der i hans virksomhed er plads til forskellige fagspecialister, gensidig respekt i teamet, flad ledelsesstruktur og plads til at fejle.

Jeppe Christiansen og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Jeppe Christiansen

“Energiinfrastrukturen skal laves om, og det er en dramatisk omstilling, der ikke kan forceres”

Ifølge Jeppe er den grønne omstilling enorm, men nødvendig. Jeppe mener ikke, at vi kan tillade os at benytte energikilder som kul og olie, da de forurener og dræber 7 mio. mennesker om året. Ifølge Jeppe bliver samfundet nødt til at ændre energiinfrastrukturen i Danmark, men han fortæller, at dette er en meget dramatisk og dyr omstilling, der ikke kan forceres. Det er ifølge Jeppe heller ikke ligegyldigt, om samfundet bruger 200 mia. eller 400 mia. Derfor mener han, at vi skal blive bedre til at analysere til bunds, inden vi skifter fra det ene til det andet.

Jeppe fortæller yderligere, at Maj Invest har investeret i bæredygtighed i mange år. Med deres NetZero-afdeling fokuserer de på at investere i hele værdikæden. Ifølge Jeppe betyder det, at de også investerer i virksomheder, der ikke er grønne endnu, men har besluttet at omstille sig. De investerer også i virksomheder med fokus på diversitet og i materialer, som er nødvendige for at gennemføre den grønne omstilling. Det er ifølge Jeppe den rigtige vej frem.