I denne episode har vi besøg af Sarah Mahfoud, der er professionel bokser og tidligere verdensmester i fjervægt. Vi har inviteret Sarah i studiet for at tale om, hvordan man skaber en succesfuld boksekarriere, hvilket mindset det kræver at nå toppen, og hvorfor selvtillid og selvværd betyder så meget.
Sarah indleder samtalen med at præsentere sig selv som en kvinde, der har travlt og altid har mange bolde i luften. Spørger man hendes modstandere, ville de nok beskrive hende som teknisk dygtig, skarp til at læse kampen og som en bokser, der bliver bedre, hver gang hun går i ringen.
Alt eller intet som motivation
I episoden fortæller Sarah om vejen fra det første tilfældige møde med boksning til at blive verdensmester, og om det pres, der følger med at være professionel og i mediernes søgelys.
Sarah fortæller, at hun kommer fra en sportsfamilie præget af et konkurrencemindset. Med en opvækst i både dansk, syrisk og færøsk kultur har det altid været vigtigt for Sarahs familie at fremstå stærk. Hun mener, at dette har været med til at påvirke hendes karrierevalg. Sarah uddyber, at hun som amatørbokser var meget useriøs, og at ungdommens fest og farver var en højere prioritet. Det ændrede sig, da hun blev professionel og indså, at flere mennesker havde noget på spil, og at hun derfor skulle tage sig sammen.
Sarah beskriver skiftet fra amatør til professionel som svært, fordi presset blev noget andet, da medierne først havde fået øjnene op for hende. I dag er hun motiveret af mentaliteten alt eller intet og håber, at hun kan være en rollemodel og inspirere andre til at kæmpe hårdt og følge deres drømme.

“Jeg skal være så god på mit bundniveau, at selv en dårlig dag er god nok”
Sarah fortæller, at hendes mindset som bokser er afgørende for hendes evne til at præstere og udvikle sig. Hun uddyber, at hun lærer mest af nederlag, for det er i de situationer, hun reflekterer mest. Derfor mener hun, at atleter må fokusere på deres nederlag, hvis de vil nå toppen. Sarah forklarer, at det er vigtigt for hende at være så god på sit bundniveau, at en dårlig dag ikke kan slå hende ud. Selv på en skidt dag skal hun altid være klar til at give sit bedste og vinde en vigtig kamp.
Netop det at træne intenst kan være mentalt drænende. Derfor er Sarah altid bevidst om det mindset, hun tager med ind i sin karriere. Vejen til succes kan virke overvældende, med mange skuffelser og lange, hårde træningspas. Men hun ved, at det til sidst giver et uovertruffent adrenalinkick, der gør det klart for hende, hvorfor hun arbejder så hårdt.
Meditation og åndedrætsteknik har gjort hende stærkere som person og bokser
Samtalen om stort pres og selvtillid fører os videre til et følsomt emne. Sarah har i flere år kæmpet med lavt selvværd som følge af et forhold præget af psykisk vold. Den rejse fortæller hun om i DR-dokumentaren “Sarah Mahfouds hemmelighed”. Sarah pointerer, at hvis man har det dårligt med sig selv, er det sværere at sætte grænser.
Ved hjælp af meditation og åndedrætsteknikker fik Sarah styr på sine indre dæmoner. Hun beskriver, hvordan disse teknikker har hjulpet hende med at blive både en stærkere person og bokser. Et solidt selvværd er afgørende i bokseverdenen, siger Sarah. Hun påpeger, at hvis man viser svaghed i ringen, har man i realiteten allerede tabt første runde. Derfor er det essentielt for Sarah at være fokuseret, forberedt og klar til kamp, hver gang hun betræder ringen.
