Den Nye Standard har i denne episode besøg af Rasmus Bagger, der er mentaltræner og performance coach. Vi taler om at fokusere på sine styrker frem for sine svagheder, og om hvordan man kan bruge high performance og peak performance i ledelsen af en virksomhed.
Rasmus præsenterer sig selv som en mand, der ikke bryder sig om begrænsninger og derfor ikke er glad for regler. Rasmus har over 20 års erfaring med mentaltræning og performance coaching, og hans største opgave er at hjælpe mennesker og organisationer med at vinde mere og udvikle deres personlige styrker. I 2018 valgte Rasmus at starte Master of Mental Training-uddannelsen, der uddanner mennesker i at skabe succes og resultater, for at de kan hjælpe andre med at nå et højere niveau.

Kend dine styrker og svagheder
I episoden tager Rasmus os med fra barndommen, hvor han opdagede mentaltræning gennem sport, til i dag, hvor han bruger psykologien til at hjælpe mennesker til succes. Når Rasmus coacher erhvervsledere og sportsfolk, har de ofte én ting til fælles: de kender ikke deres styrker og kompetencer og fokuserer i stedet på deres begrænsninger og svagheder. En vigtig opgave for Rasmus er at få ledere til at motivere sig selv, før de kan motivere deres medarbejdere. Rasmus mener ikke, at man som leder kan motivere og engagere sine medarbejdere, hvis ikke man selv er motiveret og passioneret omkring et projekt. Rasmus bruger redskabet firstmind til at få mennesker til at opdage deres styrker og talenter. Han råder alle til at samarbejde med mennesker, der har styrker og kompetencer, man ikke selv har, så man sammen opnår mest succes.
High performance og peak performance
Rasmus arbejder meget med begreberne high performance og peak performance. Når Rasmus arbejder med high performance, er det primært i erhvervslivet. Ifølge Rasmus kan et team skabe high performance ved at fokusere på teamets styrker og på den måde løfte bundniveauet i kulturen. Når Rasmus arbejder med peak performance, er det oftest i sportens verden. Med peak performance vil man levere den ekstraordinære præstation, der ligger højt over high performance. Men ifølge Rasmus kan man ikke præstere på det niveau hele tiden uden at brænde ud. Derfor anbefaler Rasmus at kombinere high performance og peak performance. Det skaber vilde muligheder, fordi man udnytter medarbejdernes styrker og kompetencer bedst muligt og samtidig giver dem mulighed for at levere en ekstra indsats i korte perioder.
