I denne episode har vi besøg af filminstruktør og manuskriptforfatter, Ole Bornedal, der står bag filmsucceser som “Så længe jeg lever”, “Nattevagten” og “Skyggen i mit øje”. Vi taler om filmbranchen, hans kreative mål, Hollywood, AI og det at skabe succes.
Ole beskriver sig selv som professionel i arbejdet og som en mand, der piner sig selv til det yderste, så langt hans talent rækker. Privat har han en stor overfølsomhed over for, hvordan andre har det, og han har svært ved at være sammen med dovne og uprofessionelle mennesker, der ikke går op i det, de laver.
Frihed virker ikke
Det kreative mål
Ole har vidst, at han ville være instruktør, siden han var 14 år gammel. I episoden fortæller han, hvordan denne interesse opstod, og hvorfor det ikke var almindeligt at blive instruktør i Danmark. Ole uddyber, at han altid har haft et ledergen og altid har kunnet lide at iscenesætte ting.

Han voksede op i Nørresundby med sin storebror og mor. Han rejste til København for at realisere sin store drøm, men blev afvist af Filmskolen. Derfor endte han med at studere filmvidenskab og landede tilfældigt hos Danmarks Radio, hvilket skulle vise sig at åbne mange døre for ham. Ole fortæller, at han siden sin afvisning fra Filmskolen har været drevet af hævn, fordi han ønskede at bevise sit talent. Han mener, at det at have lysten til at blive den bedste er en meget stærk motivation.
“Hvad er meningen med at lave film, hvis ikke man har et publikum?”
Ole har stået bag en lang række betydningsfulde danske og internationale film, og hans helt store gennembrud kom med filmen “Nattevagten” i 1994. I episoden fortæller Ole, hvordan han får idéer til nye film, og hvilke mål han sætter for sig selv. Selv efter stor succes finder Ole stadig noget at rette i sine film. Han understreger, at det vigtigste mål for ham ved at lave film er, at publikum skal finde det spændende, for hvad er formålet med at lave film, hvis ikke der er et publikum?
Ole er også frustreret over, at nogle tror, at det er nemt at være instruktør, når det i virkeligheden er en proces med mange faktorer og udfordringer. Derfor beskriver han processen som ekstremt vanskelig og ofte smertefuld.

For arty-farty til Hollywood
“Nattevagten” opnåede ikke kun succes i Danmark; den åbnede også døre for Ole Bornedal i Hollywood. Han fortæller, hvordan han blev tilbudt at instruere “Scream”, men sagde nej, blev ansat hos Miramax som script supervisor, og hvilke erfaringer det gav ham at arbejde i hjertet af Hollywood. Ole beskriver sig selv som lidt for arty-farty til Hollywoods smag og frustreret over industriens pragmatiske og kyniske natur, og han savnede sin familie i Danmark.
Ole indrømmer, at han for første gang nogensinde følte sig ensom, hvilket især var tilfældet, da han lavede film i Vancouver. Han understreger, at mens man godt må drømme om Hollywood, er det vigtigt også at være opmærksom på industriens skyggesider og de overfladiske relationer.
