“Jeg tager det som et eventyr”
Til daglig driver Christina Barré agenturet Confetti CPH, hvor hun sammen med sine klienter er med til at sætte nye standarder inden for influencer marketing.
Uden planer om at blive selvstændig har hun bygget virksomheden op fra et agentur med fire klienter og speciale i livsstilsbloggere til et artist management-bureau. I dag har hun en stor klientportefølje med forfattere, skuespillere og professionelle influencere.
I dette afsnit inspirerer Christina med sit positive og optimistiske syn på livet. Hun fortæller selv, at hun altid er smilende og glad, og hun lever efter mottoet “glasset er altid halvt fyldt”. Det smitter af på måden, hun driver virksomhed på: åbent, med fladt hierarki og god energi.
Hun fortæller om influencer marketing-branchen, og om hvordan hun sammen med sine klienter sætter nye standarder med godt indhold og stort fokus på personlig branding. Det er med til at nedbryde fordommene om branchen.

Derudover taler vi om Christinas forhold til uddannelse. Ens uddannelse sætter nemlig ikke nødvendigvis grænser, hvis man er optimistisk og arbejder hårdt.
Til sidst giver Christina sit bud på fremtiden for influencer marketing, og på hvorfor det ikke handler om at have mange følgere, men om at have de rigtige.
