Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 14

Klaus Veile

CEO og adj. professor i præstationspsykologi

Klaus Veile, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 14 har vi besøg af Klaus Veile, der er adjungeret professor i præstationspsykologi og CEO i Sapiens Performance. Vi taler om, hvordan man løfter sin præstation med et high performance mindset.

I denne episode af Den Nye Standard har vi besøg af Klaus Veile, der er inspirator, adjungeret professor i præstationspsykologi og CEO i Sapiens Performance. Samtalen handler om, hvordan man som menneske opnår et såkaldt high performance mindset.

Ud over at være direktør i eget firma er Klaus til daglig coach, hvor han hjælper ledere, direktører og idrætsfolk med at sammensætte teams og danne en præstationsfremmende arbejdskultur.

Episoden tager afsæt i Klaus’ karriere som professionel rugbyspiller. Den blev grobunden for hans interesse for performanceledelse. Hans store talent og passion for rugby drev ham til Frankrig, hvor muligheden for at læse psykologi bød sig. Under uddannelsen blev Klaus klar over, at han gerne ville hjælpe mennesker med at få præstation og trivsel til at gå hånd i hånd. Dette blev starten på Sapiens Performance. 

High performance mindset 

I afsnittet præsenterer Klaus os for begrebet high performance som en del af ledelse. High performance-ledelse handler ifølge Klaus om at få det bedste ud af medarbejderne ved at skabe en kultur og et arbejdsmiljø, der baserer sig på tillid. Det leder Klaus videre til, hvorfor roller og ansvar betyder så meget i ledelse.

Klaus Veile og Nicolai Vittrup i podcasten Den Nye Standard
Fra samtalen med Klaus Veile

Et high performance mindset opnår man ved hver dag at reflektere over, hvad der virker, og hvad der ikke gør. I forlængelse af det har Klaus startet #LetsSetTheStandard på blandt andet LinkedIn, hvor han hver uge deler et problem, han har stået over for. Målet er, at livets standard skal være højere end de problematikker, vi møder på vejen.

Best practice er fortiden, ikke nutiden

Som en del af high performance ledelse beskæftiger Klaus sig med sammensætning og opbygning af teams. High performance handler i høj grad om at løfte hele teamets præstation, for eksempel ved at måle adfærdstendenser. Ifølge Klaus bygger best practice på fortiden og er ikke nødvendigvis det bedste i dag.

Som en fast del af podcasten vender Nicolai og Klaus bagsiden af medaljen ved altid at have fokus på udvikling. Ifølge Klaus handler vejen til succes om de små kompromisser, man må indgå i livet. Han giver også et par råd til, hvordan man passer på sig selv på vejen mod sine mål. I en verden af konstant forandring råder Klaus os til fortsat at søge at lære os selv at kende og reflektere over, hvad der er vigtigst for os.