Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 27

Mikkel Severin

Foredragsholder og mind control-ekspert

Mikkel Severin, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 27 har vi besøg af foredragsholder og mind control-ekspert, Mikkel Severin. Mikkel er blevet inviteret i studiet til en samtale om ledelse og emotionel intelligens.

Den Nye Standard har i denne episode besøg af Mikkel Severin, som er foredragsholder og mind control-ekspert. Vi taler om, hvorfor emotionel intelligens skal være en strategisk prioritet, og hvilke konsekvenser det får, når man ikke prioriterer den.

Mikkel indleder samtalen med at præsentere sig selv som en smilende og forstående mand, der skaber exceptionelle resultater og hjælper virksomheder med at finde ud af, hvad de vil og hvordan de kommer derhen.

Emotionel intelligens som strategisk prioritet

I episoden forklarer Mikkel, hvad emotionel intelligens er, hvorfor den er en vigtig strategisk prioritet, og hvad det koster de virksomheder, der ikke prioriterer den. Emotionel intelligens, også kaldet EQ, handler ifølge Mikkel om, hvilke følelser du udviser for dig selv og for andre, og om du kan afkode dig selv og andre mennesker for at agere optimalt.

Ifølge Mikkel skal topledelsen være enig, før noget kan blive en strategisk prioritet. Men mange ledere er ikke gode til at coache medarbejdere og håndtere konflikter, og så ender virksomheden ofte med kun at nå den standard, den er villig til at tolerere. Han fortæller også, hvor vigtigt det er at skabe en kultur, hvor der er plads til læring og fejl. Hvis medarbejderne ikke føler sig trygge, havner de i en anxiety zone, og det gør folk mindre intelligente.

Mikkel Severin og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Mikkel Severin

“EQ er dobbelt så vigtigt som IQ”

Snakken om emotionel intelligens leder os videre til emotionel intelligens på ledelsesniveau. Mikkel fortæller, at EQ er dobbelt så vigtigt som IQ for at skabe et succesfuldt team. Hvis ikke emotionel intelligens er en strategisk prioritet, går det ifølge Mikkel Severin ud over bundlinjen. Han uddyber, at kernekompetencen i EQ er selvindsigt, og at en leder uden selvindsigt skaber demotivation i teamet.

Mikkel fortæller også, at den massive dysfunktion ofte opstår, fordi mange virksomheder forfremmer efter Peter-princippet og derfor risikerer at forfremme medarbejdere, der ikke egner sig til at være ledere.

“MUS-samtaler er den største dysfunktion i dansk erhvervsliv”

Mikkel mener, at MUS-samtaler er den største dysfunktion i dansk erhvervsliv. Ifølge Mikkel bliver MUS-samtaler brugt som symptombehandling på virksomheders manglende emotionelle intelligens. Han fortæller, at 55 % af medarbejderne mener, at deres performance review var unfair, og at hver tredje mener, at MUS-samtaler hæmmer deres præstation.

Ifølge Mikkel er det typisk ledere, der ikke er stærke i emotionel intelligens, som prioriterer MUS-samtaler, og han uddyber, at MUS-samtaler kun er gode de steder, hvor de er overflødige. Mikkel nævner i episoden, at 81 % af lederne ikke ser anerkendelse af medarbejderne som en strategisk prioritet. Dette mener Mikkel er fatalt, da anerkendelse er en af de vigtigste faktorer for medarbejdertrivsel. Mikkel runder af med at fortælle, at intet program er effektivt, før medarbejderne tror, at ledelsen sætter mennesker først og ikke måler dem som KPI’er.