Nicolai Vittrup

← Alle samtaler

Den Nye Standard, afsnit 28

Anne Stampe

Professionel investor og co‑founder af Nordic Female Founders

Anne Stampe, gæst i podcasten Den Nye Standard med Nicolai Vittrup

I afsnit 28 har vi besøg af Anne Stampe, der er professionel investor og co-founder af Nordic Female Founders. Vi taler om mindset og iværksætteri.

I denne episode af Den Nye Standard har vi besøg af Anne Stampe, som er medstifter af Nordic Female Founders og professionel investor. Anne er blevet inviteret i studiet for at tale om mindset og iværksætteri i Danmark.

Anne lægger ud med at sige, at hun hader at beskrive sig selv. Hun lever et ganske almindeligt liv som andre kvinder på 39 år med mand og børn. Virksomhederne i hendes portefølje ville ifølge Anne sige, at hun er ekstremt struktureret og kender alle Nordic Female Founders’ cases indgående. Struktur og familieliv fylder meget i Annes liv, både privat og professionelt, og præger hendes syn på kvindeligt iværksætteri.

Starten på et kvindefællesskab

Anne fortæller om vejen fra idéen om et netværk for kvindelige iværksættere til at blive professionel investor og rollemodel. I dag har hun skabt begrebet “Anne Stampe-damerne”. Anne Stampe og Mia Wagner grundlagde Nordic Female Founders i 2020 med visionen om at skabe større diversitet i det danske iværksætterlandskab.

Anne fortæller, at hun gennem sit arbejde i Freeway mødte mange iværksættere og oplevede de uretfærdigheder, der ofte rammer kvindelige iværksættere i Danmark. I dag har Nordic Female Founders skabt et center og et fællesskab for kvindelige iværksættere i Danmark, hvor de kan opnå viden og sparring gennem netværket og fra professionelle investorer. Ifølge Anne fik Nordic Female Founders kvinder med i navnet for at skabe en stærk identitet, da de skulle ind på markedet. Men ifølge Anne er modige mænd lige så velkomne i fællesskabet som kvinder.

Anne Stampe og Nicolai Vittrup fra podcasten Den Nye Standard
Sammen med Anne Stampe

“Anne Stampe-damerne”

Samtalen om Nordic Female Founders fører os videre til kvindelige iværksættere. I Danmark er antallet af kvindelige iværksættere betydeligt lavere end i Sverige og Norge, hvilket Anne mener skyldes mangel på kvindelige rollemodeller og netværk.

Ifølge Anne føler mange kvinder, at de ikke er dygtige nok, og de er derfor ofte mere usikre og mindre risikovillige. Det og den høje sikkerhed i den offentlige sektor gør ifølge Anne, at kvindelige iværksættere i gennemsnit er 38 år. Mange vil have en sikker base, før de kaster sig ud i iværksætteri. Anne mener, at det er vigtigt, at vi som samfund fremhæver kvindelige iværksættere og motiverer unge kvinder til at frigøre sig fra perfektionismekulturen og turde tage chancer og fejle.

“Anne Stampe-damerne” er et begreb, som Anne har skabt som et modsvar til den stereotype iværksætter, der har været fremherskende i mange år. Hun vil vise, at man kan være både iværksætter og et fuldt fungerende menneske. Anne uddyber, at iværksætteri for hende optræder på forskellige niveauer, og hun afslutter ved at citere Jesper Buch: “Man er en succesfuld iværksætter, når man kan tjene sin egen løn”.

Et struktureret mindset

For Anne er struktur og sundhed det, der får hverdagen til at fungere. Skal hun præstere og holde et højt tempo, skal kroppen være i topform. Derfor har hun en række regler og ritualer, der blandt andet omfatter faste sengetider, sund kost og daglig motion. Løbeturene er hendes frirum, og med klare mål for, hvad hun skal, kan hun holde tempoet højt i længere tid.